Smartlog v3 » Familien Gamél Arbergs blog » Update på os alle
Opret egen blog | Næste blog »

Familien Gamél Arbergs blog

oprindeligt en blog om vores ophold i Florida 2008/2009, men nu også om vores liv efter Florida

Update på os alle

20. Mar 2010 16:25, gamel

Det har knebet med at opdatere siden her de sidste mange måneder, det beklager jeg meget, men vi har haft nok at se til. Efter vi kom hjem fra USA er tiden fløjet afsted, og vi har været ramt af lidt af hvert på vejen.

Jonas :

Jonas haster sig mod de 7 år selvom hans højde ikke afslører det. Han har haft lidt vanskeligheder ved at starte i den danske skole, men vi håber tiden vil hjælpe. Når man er vant til at strængt system med faster rammer, disciplin og ro i klassen er det en stor omvæltning at kommer ind i en typisk dansk folkeskole. Han har svært ved at koncentrere sig og har svært ved at høre efter. Han er ikke en ballademager i skolen, men lukker sig inde i sig selv da han har svært ved at rumme larmen. I starten syntes han det var fantastisk at komme i skole i Danmark, for det var jo eet stort frikvarter, men nu er han ikke så imponeret af det og synes det er kedeligt. Vi håber motivationen kommer når han forhåbenligt kommer i 1. klasse til august. I USA var han glad for at lære og stolt af, når han havde lært noget nyt.

Socialt begår han sig fint... blandt pigerne. Han er en rigtig charmør og har dannet fast par med Anne siden vi kom hjem fra USA. Drengene siger ham derimod ikke noget, han kommenterer kun hvad de laver af ballade og det gider han ikke. Vi håber han med tiden får nogle gode drengevenner- her på vejen hvor vi bor har han ingen problemer med at lege med drenge, men det foregår nok lidt mere vildt i skolen, så han har valgt pigerne i stedet. Hellere kysse end lave ballade :-)

Christoffer:

Christoffer havde også svært ved at vænne sig til skolen, men er kommet efter det. Han er stadig ked af når nogen laver ballade og larm i klassen, men generelt går det fint. Han var rigtig ked af skolen i starten, det er han ikke længere. Han låner bøger på biblioteket som han læser med stor iver da han synes de lærer for lidt i skolen Lige nu er det 2. verdenskrig han har kastet sig over. Før det var det flyvemaskiner, skibe mv. Han synes at dansktimerne er kedelige og vil hellere have matematik. Tror han bliver ingeniør lige som Onkel Henrik. Ikke mindst fordi han for et par uger siden kom hjem og sagde, at han gerne ville have en turbine motor og bygge en rigtig flyvemaskine og ikke bare noget af Lego !!

Socialt leger han både med piger og drenge, han virker til at være vellidt i klassen da han er en "pæn" dreng som opfører sig nogenlunde eksemplarisk. I øjeblikket har han dog fundet ud af hvor sjovt det er at lege muddersvin, så her bliver vasket flyverdragter dagligt. Jeg er glad for, det er skolebussen og ikke min bil, det går ud over ! Forleden dag fik han ordre på at gå i bad med hans jakke, der var imprægneret med 1 cm mudder over alt !

Begge drenge har de sidste 3 ugers tid taget skolebussen hjem direkte fra skole og har dagligt været alene hjemme mens jeg har hentet Josefine. De gider ikke gå i SFO længere, så de bliver meldt ud pr. 1. maj. Så må vi se, om de fortryder på et tidspunkt, om ikke andet starter de igen til januar/februar når jeg starter med at arbejde igen.

Josefine :

Vores lille engel/djævel... Hun er blevet en meget selvstændig ung dame der selv tager tøj af og på, selv har en mening om hvad hun skal have på af tøj. Hvis noget ikke sker efter hendes hovede eksploderer hun i løbet af ingen tid, men en time out på værelset i 5 minutter plejer heldigvis at hjælpe. Tør ikke tænke på, hvordan hun bliver som teenager !!

Josefine startede i dagpleje i juni og hun elsker det. Jeg har flere gange forsøgt at beholde hende hjemme, ikke mindst i den periode jeg ikke måtte køre bil, for jeg orkede ikke at gå op og hente hende i snevejr, men nej. Pigen nægter at blive hjemme, hun vil i dagpleje.

Før jul havde vi et møde med hendes dagplejemor og en fra kommunen ang  Josefines sprog. Josefine talte hele tiden, men intet forståeligt. Da hun var omkring 2½ år mente de  vi skulle være mere aktive i at få hende til at tale. For nogle uger siden blev vi så igen kontaktet ang hendes sproglige udvikling eller mangel på samme. Vi skulle til et møde med psykolog, talepædagog, pædagog fra kommunen og hendes dagplejemor. Efter vi fik den besked gik det hurtigt. Josefine gad ikke til møde, så hun begyndte at tale. Dagligt kommer der nye ord og sætninger og vi forbavses hele tiden over hendes udvikling. Mødet med kommunen blev aflyst, Josefine gør bare tingene i sin egen rækkefølge. Motorisk er hun nemlig rigtig godt med. Hun tager som før nævnt selv tøj på, også flyverdragt, hue og vanter. Hun smører selv mad, tænder TV'et og DVD'en. Hun henter vand til mor her, når jeg ligger på badeværelsesgulvet og kaster op.

En sjov lille episode var i forrige uge, hvor jeg lå på sofaen med kvalme. Jeg spurgte om hun ikke ville være sød at hente et glas og juicen i køleskabet til mig. Der gik noget tid, jeg kunne høre hun skramlede derude, så jeg bad Erik besigtige skaderne. Han flækkede sammen af grin, så jeg måtte jo ud og se, hvad der foregik. Josefine havde taget et glas, havde taget 4-5 klude i skuffen og lagt omkring glasset, hentet juicen og var på vej til at hælde. Hun var simpelthen bare forberedt på at spilde, så der var klude  til at suge op med !! Utroligt at et barn på godt 2½ år tænker så langt. Det gør drengene ikke engang!

En anden dag kom hun ind til os kl 7 om morgenen og vækkede os... i hånden havde hun en knækbrød med tandsmør og pålægchokolade. Hun havde selv forsynet sig med morgenmad når mor og far ikke lige gad at stå op. Stor pige ! Er der noget, hun ikke kan nå, tager hun en skammel. Hun er enormt selvhjulpen - og er rigtigt i " kan selv- vil selv" fasen. At sproget har haltet er der ikke noget at sige til, hun har haft travlt med at lære at klare sig selv.

Erik :

Erik arbejder stadig med svævefly hos Danglide. Jeg tror han hygger sig med at kombinere job med fritidsinteresse, men han er nu også lidt træt når han kommer hjem fra en lang dag med fysisk arbejde. Han er ofte helt grå, når han kommer hjem af alt det sliberi, selv siger han at han ikke har grå hår, men selv et langt bad kan ikke få alt det grå væk fra håret !!

Erik forsøger at komme lidt i form og er med i løbeklubben her på vejen... meeeen..... det står lidt sløvt til her i disse vinter tider. Der har været et par aflysninger pga "snestorm" ( = få snefnug dalende ned). Nu hvor sneen er ved at være væk, er der ingen undskyldinger, men de er ikke helt kommet igang igen efter vinteren. Hans løbesko er ikke slidt op !

Ud over at løbe, er han også begyndt at lave mad ... dog mest i starten af året hvor jeg kastede op, bare jeg åbnede køleskabet. Før jeg blev gravid har han vist ikke lavet mad siden dengang vi var helt nyforelskede ! Han kan både lave lasagne, fisk og spaghetti. Indkøb har han også været formand for idet jeg har haft køreselsforbud i 6 måneder. Nu har jeg dog så småt overtaget madlavningen igen og hjælper til med indkøb.

 

Camilla :

Som I jo nok alle ved har jeg været hårdt ramt siden september hvor jeg faldt om herhjemme og endte på hjerteafdelingen. I månederne efter havde jeg flere tilfælde både hjemme og på job og er blevet undersøgt på kryds og tværs. Har en meget spændende DVD film med billeder af min hjerne ! Heldigvis er alvorlige sygdomme udelukket. Min hjerne er frikendt, mit hjerte har nogle uregelmæssige hjerteslag, men ikke nok til at det burde udløse mine "anfald". Jeg var i onsdags til endnu et tjek på hjerteafdelingen og da jeg i lang tid ikke har haft problemer, lukker vi min sag ned nu- jeg skal kontakte dem hvis der bliver noget. Mine hjertescanninger og EKG var normale ( bortset fra de uregelmæssige slag), jeg skal have lavet nogle yderligere prøver ang mit stofskifte da mine tal for for høje, men det er nu rart at få frikendt de alvorlige dele af kroppen.

Graviditeten går heldigvis bedre. Jeg kaster ikke så tit op mere, jeg har kvalme dagligt, men har lært at leve med det. Så længe jeg sørge for at hvile meget og spise ofte og holde mig fra kød og hvidløg, så går det okay. Jeg lever af salat og brød, evt lidt fisk. Kedeligt i længden men jeg har ikke helt fantasi til at bikse noget spændende sammen når jeg har kvalme. Ryg og bækken er begyndt at lide under min store mave, men det tager jeg nu stille og roligt. Har ikke haft bækkenproblemer i de andre graviditeter, så hvis jeg skal have det i den sidste, så overlever jeg nok. Jeg kan ikke gå ret langt og skal passe på, hvordan jeg bruger min krop, men sørger jeg for at holde mig i ro og ligge ned flere gange om dagen, har jeg næsten ikke ondt. Med 3 børn i huset er det ikke altid lige let, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg er sygemeldt resten af graviditeten, så jeg har al mulighed for at lytte til min krop i løbet af dagen. Nu må jeg heldigvis køre bil igen efter 6 måneders kørselsforbud, så jeg kan køre op og hente Josefine. Gåturen derop var ved at tage livet af mig til sidst, der er jo ret bakket her på toppen. Det er dog heller ikke uden kamp at køre derop, da Erik har min lille konebil og jeg har Ford'en hvor jeg skal strække mig ud for at nå pedalerne, så jeg må have fundet en pude til bilen.

Selvom jeg har kæmpet meget i min graviditet er tiden alligevel gået hurtigt. Jeg er over halvvejs nu. Mærker dagligt liv derinde, så det er lidt mere virkeligt. Maven vokser og vokser, så jeg glæder mig til sommer, hvor jeg ikke behøver så meget tøj. Jonas spørger tit om babyen ikke snart kommer, han glæder sig meget. Det gør Josefine også. Hun snakker til min mave og aer den, det er rigtig sødt. Hun elsker alt, der har med babyer at gøre. Om kærligheden til lillesøster bliver lige så stor når hun først er kommet ud, vil tiden vise.

Hermed et par billeder af vores smukke udsigt inden sneen begyndte at smelte :  

Fra Diverse
Fra Diverse

Kontaktoplysninger

Camilla og Erik Gamél Arberg
Camilla og Erik Gamél Arberg
Tebstrup, Skanderborg Telefon nr. : +45 46 99 30 50

Tags

Relaterede