Smartlog v3 » Familien Gamél Arbergs blog » Surprise !!!
Opret egen blog | Næste blog »

Familien Gamél Arbergs blog

oprindeligt en blog om vores ophold i Florida 2008/2009, men nu også om vores liv efter Florida

Surprise !!!

6. Jan 2011 15:59, gamel

Som enkelte af jer ved, er vi rejst til Florida for at overraske mine forældre som har valgt at fejre jul og nytår under varme himmelstrøg. For ikke at ødelægge overraskelsen er kun ganske få blevet informeret om vores planer, men nu kan vi godt afsløre at vi har forladt snekolde Danmark. 

Det hele startede ca en uge før jul. Erik ringede hjem og spurgte om vi ikke skulle rejse herover og overraske mine forældre. Sneen væltede ned derhjemme, der  var koldt og mørkt. Tjoe, det var da ikke en dårlig ide, men vi manglede pas til pigerne, så det skulle gå stærkt hvis det skulle lade sig gøre. Mandag morgen kørte vi til Skanderborg for at bestille hastepas. Det mente de nu ikke, de kunne lave til os, vi måtte vente ligesom alle mulige andre. På det tidspunkt troede vi ikke rigtigt på, det blev til noget, men 2 dage senere var passene klar. Så fik jeg travlt med at søge efter billetter. Vi havde valget mellem at rejse fra København, skifte fly 2 gange undervejs og bruge ca 30 timer på rejsen eller køre til Dusseldorf og flyve non stop ca 9 timer. Vi valgte Dusseldorf, non stop og så lande i Fort Myers kun ca 30 minutter fra vores hus. Ellers lander man oftest i Miami og har et par timers kørsel hjem. Helt perfekt med 4 børn.

Vi forlod Tebstrup nytårsaften efter aftensmaden. Bilen var pakket til bristepunktet og vi havde et par dage forinden fået vinterdæk på. Nytårsaften blev fejret på de tyske motorveje med 4 sovende børn i bilen. Pyt, vil hellere til Florida end fejre nytårsaften derhjemme ( beklager naboer, men næste år skal vi nok være klar til fest ). Vi var kørt i rigeligt god tid da vi ikke kendte til føret og snemængderne længere sydpå, men det gik fint derned ad og kl 4 var vi i lufthavnen. Tilbragte i alt 6 timer i lufthavnen inden afgang, men det gik faktisk okay.

Da vi kom i flyet steg Isabella fuldstændig af. Mange menneske, uro, ukendte lyde osv- alt sammen noget hun er rigtig dårlig til.... hold da op hun græd. Hun var fuldstændig utrøstelig og det varede ved indtil vi var i luften, men så faldt hun i dyb søvn. Jeg havde plads på 1. række med babyseng til hende, Erik sad 3 rækker længere nede med resten af flokken. Resten af flyveturen gik fint, hun havde enkelte piveture ind imellem men ikke værre end hun også har herhjemme når hun er lidt overtræt, luft i maven eller lignende. Ikke mere hysterisk gråd, men en glad pige som syntes det var vældigt sjovt at baske hendes fingre ned i mors mad. Det er lidt af en udfordring at spise flymad med hende på skøddet !!

Da vi ankom til Fort Myers var der ulvetime. Josefine og Isabella var trætte og pivsede og da vi var de sidste ude af flyet var vi også de sidste i køen ved immigration, dvs mindst en times ventetid før vi kunne komme til. Heldigvis blev vi gennet foran alle andre da vi havde små børn med, så vi kom hurtigt igennem og Erik hentede vores udlejningsbil mens jeg ventede inde i afgangshallen med ungerne.

Turen til Naples gik jo dejligt hurtigt. Det er jo nærmest lige rundt om hjørnet efter amerikanske tilstande. Mine forældre var stadig på Bahamas, så vi havde huset for os selv. Vi var trætte og udmattede, så vi fik take away fra Mac Donalds og så på hovedet i seng.

Næste morgen stod vi op kl 5 for at køre til Miami lufthavn og overraske mine forældre. Forventningsfulde og spændte stod vi alle med dannebrogsflag, men overraskelsesmomentet udeblev. Vi fandt dem ikke. Da de havde været igennem immigration allerede på Bahamas rejste de til indenrigs terminalen og kunne gå direkte ud. Det kunne vi jo ikke vide. Da vi erkendte at vi nok havde misset dem, skyndte vi os hjem igen. Da vi kom hjem var huset tomt, vi troede vi var kommet før dem, men nej. De var kommet hjem og havde fundet vores kufferter og klapvogn- så de kunne jo godt regne ud, vi var kommet. De var taget ud for at handle ind til frokost, så da de kom tilbage stod vi klar med flagene. Overraskelsen var ikke helt som planlagt, men glæden var ikke til at overse.

Vi nåede at have 2 dage sammen med dem inden de rejste hjem. Poolen blev ivrigt besøgt, ikke mindst på dag 2 hvor min far havde drengene med i poolen hele dagen mens vi andre tog til Miromar for at shoppe. Ej hvor har jeg savnet Florida :-)

 

Kontaktoplysninger

Camilla og Erik Gamél Arberg
Camilla og Erik Gamél Arberg
Tebstrup, Skanderborg Telefon nr. : +45 46 99 30 50

Tags

Relaterede